Flaming Lips på Rosseren!

Hufuckingraaaaaa! I dag oprandt dagen, der slog hovedet på sømmet. The Flaming Lips er tilføjet årets Roskilde-program. Bravo, lortearrangører, nu yndlingsarrangører. Skaf mig Bowie også, og jeg står på hovedet i nærmeste septietank hver morgen hele ugen igennem. Har iøvrigt været ude at anskaffe mig plader med Killers og Brian Jonestown Massacre i dag. De lyder lovende. Glæder mig som en spæd efter patter nu.

Word, Gunvald!

Sensommeren 2007 bliver tidspunktet, hvor Gunvald påbegynder dén løbebane, der har knækket store mænd som Hemingway, Jastrau og Thyboe. Den danske højskole for journalistik vil være arnestedet. Lykke til, Gunvald L.

Læderhuden

Kurt Thyboe. Han har ulmet i min underbevisthed i et halvt døgn nu. En overset mand, der konsekvent opererer i en hårdfin balancegang mellem genialitet og lavkultur. I går aftes sagde han godnat til mig og seerne af den 11. time efter 25 minutters dæmonuddrivelse i selskab med Mikael Bertelsen, eller Mikey, som Thyboe kalder ham.
Det er sært med Kurt Thyboe, som om tiden har stået stille omkring ham siden Hemmingway kom til Kurts by, Barcelona, i sin færd mod Iruna, Pablo Romero og de store corridads. Som Ernest lever også Kurt i et parallelunivers mellem fiktion og virkelighed, bare på sådan en platdansk, lummer facon.
Fascinerende og frastødende på samme gang men hele tiden dybt interessant. For med Danmarks ubetinget største Tv-talent, Mikael Bertelsen, i rollen som tjener Boldt, bliver selv Kurt Thyboe vedkommende. Det er pragtfuld elitært, og jeg elsker det!

Winnie Cooper!

Nogle gange slår tilfældet én som ved et hjerteanfald. I dag havde jeg sådan en oplevelse.

Ikke sjældent sker det, at jeg går og funderer over, hvad jeg er kommet af, og om jeg måske skal herfra en dag. Jeg søger forklaringer på, hvorfor jeg irriteres over mennesker, der vil planlægge for meget, hvorfor jeg bedst kan lide mørk chokolade, og hvorfor jeg tusind gange har lovet mig selv, at så fuld vil jeg aldrig drikke mig igen...
Og nogle gange går mine tanker på, hvor min forkærlighed for mørkhårede piger, gerne med brune øjne, mon kommer fra?
Winnie Cooper! Åndeløs var min umiddelbare fysiske reaktion, og en indre fornemmelse, som når den perfekte brik dumper ned i tetris, overmandede mig, da jeg så dette billede. Winnie Cooper, Kevin Arnolds husveninde i Mine glade tressere fra Zig Zag er årsagen til min last. Jeg er ganske enkelt tidligt skadet. Og puha, hun gør stadig noget ved mig.