På tur!

Vi var et sted omkring Hadsten, da realiteterne begyndte at gå op for mig. Konduktøren så mistroisk på mig og spurgte, om det var Hadsten jeg skulle til, eller hvad jeg havde tænkt mig. ”Horsens,” svarede jeg prompte, som ville Hadsten ændre størrelse og beliggenhed ved udtalen af det magiske kodeord. ”Så er du vist galt på den kammerat. For vi er på vej til Ålborg.” ”Vist,” sagde han. Så var der måske stadig en mulighed? ”Og i øvrigt stopper vi ikke i Hadsten men først i Randers”. Mulighed forduftet


Et uventet ophold på Randers station er de færreste forundt. Har man måske nogensinde hørt om dengang, hvor dronningen sov et stop og vågnede i Randers? Eller om dengang hvor Erik Klipping fortsatte ligeud i stedet for at dreje til venstre ad Viborgvej? Nej, Randers station er for de få. Pragtfuldt! Dog kan Randers station vise sig en kende besværlig, når man nu har en aftale om at slå græsplæner i Horsens.

Og vi fik slået det første forårsgræs. Først hjemme på Toften og siden ude i kolonihaven. Kolonihaver er forrygende! Og måske går jeg en dag i bedstefars fodspor og anskaffer mig et stykke jord nær en ringvej. Så vil jeg sidde der til lyden af fuglesang og blafrende dannebrog med den helt store pose med æbler og min lommekniv og bare spise løs, til syren bruser i flæsket på mig. Og med solen bagende ned i mit rødmossede ansigt. Og så vil jeg berette om min vilde færden, og om dengang jeg nær var blevet fanget af røvere og banditter i Randers. Pragtfuldt!

Ishockey

Mens vi venter på landskampen i morgen, fordriver jeg tiden med lidt navlepilleri og den store tv-pakke. På Zulu viser de ishockey, den syvende og sidste i semifinaleserien mellem Aab og Vojens. Og det leder mig uvilkårligt til at stoppe op og tænke lidt over livets forløb, og om det er det værd. Og er det så det, ishockey altså?

36 kampe måtte Herning igennem, før de kunne kalde sig vindere af grundspillet. 36 kampe måtte alle hold igennem før de alle, på nær et hold, var kvalificeret til slutspillet, hvor der så for de allerbedst egnede endnu spildes 20 kampe. Spændingen må have været ulidelig undervejs. Især kampene 2-35 i grundspillet må have trukket tænder ud - og dog? - hos spillere, fans og presse.

Jeg kan til nøds få øje på romantikken ved hockey på is, og det altidsnærværende voldsaspekt ved sporten tiltrækker mig bestemt også. Her skylder hockeykorsfarere Rob Lowe i firserfilmen Youngblood meget. Men Dean Youngblood spillede som bekendt også mod alle odds, måtte selv slibe sine skøjter og udelukkende leve af surstrømning før han kunne give Carl Racki et par på frakken og få trænerens smukke datter i enden. Der var med andre ord noget på spil. Det er der ikke i dansk iskockey, så udledningen må blive, at det ikke er det værd, ishockey altså. Kun den dag jeg sendes på skovhuggerophold af AF til Lapland eller Canada, tror jeg denne sport for alvor vil have en chance hos mig. Men så skal jeg også love, at det bliver for fuld udblæsning under påvirkning af skrå, snus og træsprit. Til da vil jeg glæde mig over, at der kun er godt et døgn til de sender rigtig sport på tv.

Den fremmede

Jeg har læst en bog.

Den fremmede er historien om en ung kontorassistent, der en dag mere eller mindre uforvarende skyder og dræber en mand. I fængslet løsrives han fra hverdagens trivialiteter, uden det dog påvirker hans måde at forholde sig til sig selv og omverdenen på. Mersault, som manden hedder, sætter sandheden over alt andet og lader sig ikke styre af andre menneskers forventninger og normer. Hvorfor skal man græde, hvis man ikke føler sorg? Hvorfor skal man angre, hvis ikke man fortryder et mord? Denne indstilling til livet fremstiller på en gang Mersault som en uengageret, ureflekteret barnagtig størrelse, men samtidigt som manden mod verden, der, om ikke retfærdigheden, har sandheden på sin side. Kyniker er han næppe. Han forstår ganske enkelt ikke rigigt meningen af, hvad der foregår omkring ham. En fremmedgjort antihelt.

Historien foregår i Algeriet i hovedpersonens eget tempo, der stemmer overens med klimaets sløvende, tætomsluttende varme. Intet forløber hurtigere, end man kan nå at dreje hovedet. Præcis så ukompliceret som Mersault selv. Dette til trods levner bogen nok at tænke over. Og med sin klassikerstatus er her en mulighed for at få noget litteraturhistorire under huden uden de store anstrengelser - Albert Camus' Den fremmede kan læses på under tre timer. God til flyveturen.

Taget med bukserne nede

Til kirkens folk og andre missionærere i opspind: følgende beretning rummer ingen referencer til upassende seksuelle eskapader, endsige hentydninger, overskriften til trods.

I bestræbelserne på at blive et større menneske påbegyndte jeg sidst passerede efterår at frekventere træningsfaciliteterne i den lokale svedbank, DGI-Huset. Min træningsmakker, S. Guacamole, og jeg udviklede hurtigt en fin ordning om at slå halv skade med huset, således at vi betalte halvdelen af gangene, og Huset gav den anden halvdel. Huset og vi var i lang tid glade for denne ordning.
Så hændte det, at Guacamole tog båden til Amerika - og at jeg næsten tog til Frankrig - så samarbejdet måtte ophøre. Selv vendte jeg dog tilbage og er nu oftest min egen træningsmakker. Hidtil har mit mod svigtet, flokdyr som jeg er, og jeg har ikke turdet andet end at tildrage Huset, hvad Huset har krav på. Indtil i dag.

Siden min mor snød os ind på Skanderborgfestivalen i 87 for at høre Total Petrolium og Keld og Hilda, og jeg stod som et rådyr paralyseret af billygterne dér midt i indgangen - men vi har jo ikke betalt mor, bævede seksåringen - har jeg næsten altid valgt at købe mig ro i sindet, hvor der kunne snydes. Det gælder to stop i bussen som indleveringen af en mindre formue i rejsevaluta fundet i Otto Duborg (doh!). Tanken om skammen ved at blive taget har holdt mig på dydens smalle sti. Undtagelser er forekommet i påvirket tilstand eller, som i DGI, i flok.

I dag skete det så. Jeg blev opdaget, taget og trukket gennem sølet. Da jeg skulle tilmelde mig træning var der, mod sædvane, fuldt booket på tilmeldingscomputeren i Huset. Forårskådhed forledte mig, og jeg valgte at genoptage efterårets ordning med huset. Bare for en enkelt gang, nu hvor jeg jo havde bevæget mig derned.

Træningen forløb fint, godt nok med lidt snakken i krogene, om at vi da vist var for mange i dag. Men bedst som jeg stod midt i sidste øvelses andet sæt og glædede mig over mit vellykkede forehavende, blussede skammen op i mit indre. "Må jeg bede om dit navn," lød en myndig stemme bagfra. Jeg vendte mig, kiggede på fitnessmandens blok uden skyggen af navnet Plovmand, mens jeg som en gal spekulerede på plan b. Jeg fik fremstammet, at jeg havde tilmeldt mig holdet forinden og da vist var kommet til at gå lidt over tiden, og at jeg da godt kunne se, at det ikke var så smart, når der nu var så mange her...
Heldigvis er folkene nede i Huset af en usædvanlig, godtroende radikal afstamning, så jeg slap nogenlunde fra det. Om han tjekkede mig ved jeg ikke, for væk var jeg lynhurtigt og dét uden det bad, som jeg jo heller ikke havde betalt for. Men stor var skammen, og så helt alene.

Siden har skæbnen kun straffet mig. Efter at have stået et kvarter i Nettokø nåede jeg frem til kassen kun for at erfare, at dankortet lå hjemme ved siden af computeren. I al hast og med sulten i hælene sprintede jeg op ad Bruunsgade og videre venstre rundt om Pauls kirke for at hente kortet. Men ikke så snart jeg befandt mig i Pontoppidansgade, mødtes jeg af en øredøvende larm. Min opgang omringet af ordensmagten! Og ikke nok med det, de havde også medbragt horninstrumenter og trommer til overflod. Ved nærmere eftersyn var der tale om Horsens Politiorkester, der for fuld udblæsning fejrede min runde underbo, men forhindrede min indgang. Pænt måtte jeg stå sulten og vente med påtaget trækken på smilebåndet og blodet fossende ud ad ørene. Anerkendelsen af nemesis i fuldt forårsflor var total.

Nørrebro

En navngiven ung lokal ballademager og hans kammerat menes at stå bag ildspåsættelserne, der natten til lørdag rystede Danmark. Biler og containere blev sat i brand, ligesom også en lokal skole og en carport stod for skud.
Ifølge Ritzau skulle der ingen sammenhæng være mellem optøjerne i Hjørring og uro øvrige steder i landet i den forløbne weekend.

Normalt ånder verden fred og ro i Hjørring, weekendens hændelser er en undtagelse, påpeger ordensmagten. Her ses Springvandspladsen i midtbyen.

So long, Sailor!

På en dag, hvor dronningens København står i bål og brand, er rock'n'roll-kongen Brandenburg stille sovet ind. Otto Herman Max Brandenburg blev kendt i en ung alder som frontmand i firetaktsensemblet Four Jacks og fik for alvor sit folkelige gennembrud med vindersangen To lys på et bord ved Dansk Melodi Grand Prix i 1960. Siden har Brandenburg bidraget med slagere som To kammerater til hest, Søren Banjomus, Susanne, Birgitte og Hanne og Når en sailor går i land til den danske nationale sangskat. Mange arvtagere af denne skylder Brandenburg meget.

Otto Brandenburg modtog en bodil for sin rolle som kranfører Ole i Gummi Tarzan (1981).

Med rock'n'roll som springbræt indledte Otto Brandenburg sin filmkarriere, hvor han udførte uforglemmelige biroller i film som Styrmand Karlsen (1958), Guld til præriens skrappe drenge (1971), I tyrens tegn (1974), Gummi Tarzan (1981) og Riget I-II (1994/97). Op i mod 50 spillefilm over mere end 40 år blev det til for Brandenburg, som således blev leverandør af både lyd og billede til mangen en festlig lejlighed.

Folkekær på godt og ondt. Uforglemmelig for sine sange og charme men også for historier, der må følge i kølvandet, når en rigtig sailor går i land. Den legendariske optræden på Tunøfestivalen 1994 er én blandt flere. Rigeligt med romsjusser på færgen fra fastlandet gjorde Brandenburg ukampdygtig i en sådan grad, at han efter 25 minutters mumleri måtte hjælpes ned fra scenen under højlydte mishagsytringer fra publikum. Senere måtte også ordensmagten erfare, at man kan slå sig på søfolk, hvis ikke der holdes afstand. Brandenburg forstod om nogen at gå planken ud. Lykke til på rejsen, sømand!