Knæk og bræk, Gunvald...

Så er det i morgen - om præcis ni og en halv time - at Gunvald sætter sig foran sin medbragte komputer til optagelsesprøven hos den danske højskole for journalistik. Naboerne holder fest, men en godnat-øl skulle gøre tricket, så natten kommes vel i hu. Lykke til, Gunvald!

Roskilde 07´

I en lille uges tid har det endelige program til årets Roskilde Festival været offentliggjort, og i en lille uges tid har jeg været inde og ude af festivalens hjemmeside i en langsommelig tilvændingsproces. Der er ingen David Bowie eller Flaming Lips i år, intet festfyrværkeri med Morrisey, Strokes, Raconteurs, Roger W. eller Bob D. som sidste år. Årets hovednavne er på det jævne til det kedelige, og i det brede midterfelt skal der mere end almindelig grundig research til før mit musikalske hjerte banker i utakt.

Blandt de tænkte hovedattraktioner må i år regnes Beastie Boys, Björk, Killers, Muse, Queens of the Stone Age, Red Hot Chili Peppers og The Who. Queens of the Stone Age og The Who har jeg ikke noget forhold til, og resten glimrer vel - Björk dog undtaget - med deres plademæssige uaktualitet. Det skal dog ikke forhindre mig i at forvente en fin lørdag aften i selskab med The Killers og tyve leisnere inden for vesten. Lidt ligesom søndag med Franz F. sidste år. Björk kunne jeg egentligt godt tænke mig at høre, men ligesom med Red Hot Chili Peppers ville jeg ønske, man kunne dreje tiden ti år tilbage.
The Killers

I mellemgruppen findes bands som hippe Arcade Fire, hypede Klaxons, Basement Jaxx, trælse Mika, My Chemical Romance og vel også Artic Monkeys, selvom læren fra sidste år må være at smide dem på Orange Scene, som de så alligevel er for små til. Jeg falder her med min dybere musikalske uvidenhed fuldstændigt igennem men springer nok med på Arcade Fire og Aberne. Og måske kunne man få noget sjovt ud af en eye-liner og en efterskolelejr til Klaxons og My Chemical Romance. Men jeg er dog langt fra overbevist, endsige forelsket.
Arkadekrigerne

Så i år må jeg (igen) ty til de mindre, men dog veletablerede, navne af mere eller mindre lokal herkomst. Og jeg glæder mig da også til Moi Caprice, Peter, Björn og John, Rhonda Harris, Suspekt, Timbuktu, og Sort stue med piratkor (alene pga. navnet) på campinsscenen.

Herudover har jeg besluttet mig for at årets nye nærstudie og bekendtskab bliver The Brian Jonestown Massacre, som jeg har hørt og læst så meget godt om. At jeg så garanteret misser dem, til fordel for en solid teltbrandert, er en helt anden sag.

Brian Jonestown Massacre

For nok handler Roskilde også om musik, men når de indre dæmoner forhandler ud på eftermiddagen, bliver musikken ofte taberen. Og så er det heldigt, at årets festivalprogram ingen vil efterlade tilbage med den store, dårlige samvittighed.

Fryd over partisterne!

Skulle man, som jeg i mine mørkste stunder, komme i tvivl om, hvorvidt der kunne være noget om snakken, har den forløbne uge i den grad bidraget til fornyet klarsyn: Dansk Folkeparti er et småligt parti med små tissemænd i alt for små sko.

Egentligt er sagen slet ikke til diskussion. Kvinder må gå med tørklæder i Folketinget, indtil tingets præsidium beslutter sig for andet. Det er ikke et demokratisk anliggende. Og intruktører må uanfægtet lave film om vores homoseksuelle statsminister. Til hver en tid.

Indvandringsstop, danskhedstests og 24-årsregler kan retfærdiggøres af realpolitiske ræsonementer. Det er fint med mig. Det passer mig dog ikke så godt, når de retfærdiggørende fanebærere også tæller Pia, Krarup og Camre. Og det irriterer mig grænseløst, at jeg tvinges til at forholde mig til folkepartisterne, skulle jeg overveje at give Venstre eller Konservative mit demokratiske tilsagn. På den politiske bundlinje gør det ingen forskel, men det efterlader ridser i min forfængelighed. Og så bliver det personligt.

Ekstra befordrende er det så bare, når Krarup, Langballe og Camre skærer sagerne ud i pap og ingen tvivl efterlader om, at al diskussion om demokratiske principper rager dem lige så meget som Mellemfolkeligt Samvirke. I kan ganske enkelt ikke lide dem. I kan ikke lide deres hårfarve, og sådan er det.

Og fryd var det i den grad, da Pia K. for åben skærm gjorde op med sine standpunker fra sidste års tegningeeventyr, da hun torsdag aften skød med skarpt efter "denne højt besvungne snak om den kunsneriske frihed..." i forbindelse med den nye bøssefilm med Fogh i hovedrollen. Det havde altså ikke noget med ytringsfrihed at gøre dengang i fjor, men bundede såmænd bare i din egen primitive tilgang til omgangen med andre mennesker. Havde du dog bare sagt det klart og tydeligt dengang, Pia, så selv tosserne nede på bageste række kunne kende forskel på dig og Khader. Det handler om hårfarven og udelukkende om hårfarven. Og så også lidt lugten, selvfølgeligt.

Jeg efterlyser nu på sjette år en værdig opposition. Og nej, det var ikke dig, jeg mente, Thøger. At jeg så til hver en tid ville forvente et gengældt håndtryk fra Asmaa Abdol-Hamid, er en helt anden sag. Og den handler om pli og god opdragelse.

Tillykke, Ole!

Forleden tirsdag blev min allebedste barndomskammerat, Ole, far til en dreng. 3600 gr., 51 cm. og spillevende!

Ole tilbragte jeg stort set de første femten år af mit liv med, meget af tiden ude på Erik og Lis´ husmandssted i Onsted. Dér kunne en byknægt som jeg rigtigt få lov at boltre sig og blive mudret til. Med Ole skød jeg fugle, kogte hundelort over bål, pissede på hønsene, huggede hovedet af dem og smurte blod på hønsehuset. Og sammen røg vi osse vores første balle rapshalm, og senere delte vi en flaske vodka og røg i hegnet. Jo, Ole og jeg har flyttet fælles horisonter.

Nu er Ole så blevet far, og jeg har købt en ny skjorte. Fagre voksne verden!

Ole og hans kæreste, Rikke, har valgt at kalde drengen Anders, tilsyneladende efter den lokale dyrlæge i Onsted, Anders Øvlisen. Et fint valg i disse Valdermar-tider, synes jeg. Og tillykke!

Opdateringer

Nogle gange gider jeg, andre gange gider jeg ikke. Sådan er det med mig og min tilgang til tilværelsen i al almindelighed. Og nu gider jeg så igen, og flere opdateringer på bloggen vil følge.

Der har ellers været nok at opdatere om. Min allerbedste barndomskammerat, Ole, er blevet far, i går vandt vi den første kamp i serie 3 nogensinde, og i dag solgte jeg en sneakers til Jens Unmack, hvis nye plade jeg ofte nyder.

Flere opdateringer følger... Og så lige sådan en dér til de unge ;-)

/Plovmanden