Tøsedrenge!

Mange ting var ikke, som de plejede, lørdag aften i Parken. Og mange ting var ikke som de plejede dagen efter på den ellers udtørrede nyhedsbrønd, Tv2-News. Havde det været en ønskebrønd, kunne man måske have tænkt den evigt forsmåede BT-redaktør, Brüchmann, ad Blekinge til. For hvor blev proportionerne i hele balladen af? Er det rimeligt at dele kagen sådan 50/50, fuld stodder mod rosset? Fra min sofa at se, var guttens eneste virkeligt anseelige udåd at frarøve fokus fra alle de andre klaphatte, der ellers befandt sig i parken denne aften. Og så selvfølgeligt at servere en direktør på et sølvfad for fiskepapiret i Pilestræde. Og nærværende avis for den sags skyld.

For det første er der kun et væsentligt punkt på jobskrivelsen, når man tager hyre som udsmider i Parken, og her frafalder retten til at se, hvad der foregår inde på banen. Det er ikke så svært, elementært ligefrem, når det hele koger om ørerne (ikke mellem, formodes) på én. Dørmand Gravgaard, der i øvrigt glemmes for en tvivlsom kamp, havde rigeligt at tage sig til i forvejen.

For det andet slap den fesne Christian Poulsen alt for billigt. Slå dog til, hvis du absolut skal blive korporlig og frarøve os sejren. Og så kaldte han det en mavepuster. Det var da vist sådan nogle de store drenge i skolegården delte ud på Lille Pers tid. Tøsedreng.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er det heller ikke vigtigere. Han ramte jo ikke engang, fulderikken. Han var jo dinglestiv. Formodentligt kan tyske Fangel ikke klandres for at smække et 240” skilt med påskriften ”Taberdømt” op foran 40000 frustrerede tilskuere – en særlig gestus af DBU til drengene fra Københavns politi? – men det var hans ansvar at tillægge en grim parentes overdramatiske dimensioner ved at afblæse en ellers forrygende fodboldkamp. Tøsedommer.

Humlen af rumlen: BT er og bliver en skod-avis, Christian Poulsen er en tøsedreng, 15-20 fadøl er lige i overkanten for nogle. Men hey, jeg giver sgu den næste. Også til dig, Poulsen.

Flaming Lips på Rosseren!

Hufuckingraaaaaa! I dag oprandt dagen, der slog hovedet på sømmet. The Flaming Lips er tilføjet årets Roskilde-program. Bravo, lortearrangører, nu yndlingsarrangører. Skaf mig Bowie også, og jeg står på hovedet i nærmeste septietank hver morgen hele ugen igennem. Har iøvrigt været ude at anskaffe mig plader med Killers og Brian Jonestown Massacre i dag. De lyder lovende. Glæder mig som en spæd efter patter nu.

Word, Gunvald!

Sensommeren 2007 bliver tidspunktet, hvor Gunvald påbegynder dén løbebane, der har knækket store mænd som Hemingway, Jastrau og Thyboe. Den danske højskole for journalistik vil være arnestedet. Lykke til, Gunvald L.

Læderhuden

Kurt Thyboe. Han har ulmet i min underbevisthed i et halvt døgn nu. En overset mand, der konsekvent opererer i en hårdfin balancegang mellem genialitet og lavkultur. I går aftes sagde han godnat til mig og seerne af den 11. time efter 25 minutters dæmonuddrivelse i selskab med Mikael Bertelsen, eller Mikey, som Thyboe kalder ham.
Det er sært med Kurt Thyboe, som om tiden har stået stille omkring ham siden Hemmingway kom til Kurts by, Barcelona, i sin færd mod Iruna, Pablo Romero og de store corridads. Som Ernest lever også Kurt i et parallelunivers mellem fiktion og virkelighed, bare på sådan en platdansk, lummer facon.
Fascinerende og frastødende på samme gang men hele tiden dybt interessant. For med Danmarks ubetinget største Tv-talent, Mikael Bertelsen, i rollen som tjener Boldt, bliver selv Kurt Thyboe vedkommende. Det er pragtfuld elitært, og jeg elsker det!

Winnie Cooper!

Nogle gange slår tilfældet én som ved et hjerteanfald. I dag havde jeg sådan en oplevelse.

Ikke sjældent sker det, at jeg går og funderer over, hvad jeg er kommet af, og om jeg måske skal herfra en dag. Jeg søger forklaringer på, hvorfor jeg irriteres over mennesker, der vil planlægge for meget, hvorfor jeg bedst kan lide mørk chokolade, og hvorfor jeg tusind gange har lovet mig selv, at så fuld vil jeg aldrig drikke mig igen...
Og nogle gange går mine tanker på, hvor min forkærlighed for mørkhårede piger, gerne med brune øjne, mon kommer fra?
Winnie Cooper! Åndeløs var min umiddelbare fysiske reaktion, og en indre fornemmelse, som når den perfekte brik dumper ned i tetris, overmandede mig, da jeg så dette billede. Winnie Cooper, Kevin Arnolds husveninde i Mine glade tressere fra Zig Zag er årsagen til min last. Jeg er ganske enkelt tidligt skadet. Og puha, hun gør stadig noget ved mig.

Knæk og bræk, Gunvald...

Så er det i morgen - om præcis ni og en halv time - at Gunvald sætter sig foran sin medbragte komputer til optagelsesprøven hos den danske højskole for journalistik. Naboerne holder fest, men en godnat-øl skulle gøre tricket, så natten kommes vel i hu. Lykke til, Gunvald!

Roskilde 07´

I en lille uges tid har det endelige program til årets Roskilde Festival været offentliggjort, og i en lille uges tid har jeg været inde og ude af festivalens hjemmeside i en langsommelig tilvændingsproces. Der er ingen David Bowie eller Flaming Lips i år, intet festfyrværkeri med Morrisey, Strokes, Raconteurs, Roger W. eller Bob D. som sidste år. Årets hovednavne er på det jævne til det kedelige, og i det brede midterfelt skal der mere end almindelig grundig research til før mit musikalske hjerte banker i utakt.

Blandt de tænkte hovedattraktioner må i år regnes Beastie Boys, Björk, Killers, Muse, Queens of the Stone Age, Red Hot Chili Peppers og The Who. Queens of the Stone Age og The Who har jeg ikke noget forhold til, og resten glimrer vel - Björk dog undtaget - med deres plademæssige uaktualitet. Det skal dog ikke forhindre mig i at forvente en fin lørdag aften i selskab med The Killers og tyve leisnere inden for vesten. Lidt ligesom søndag med Franz F. sidste år. Björk kunne jeg egentligt godt tænke mig at høre, men ligesom med Red Hot Chili Peppers ville jeg ønske, man kunne dreje tiden ti år tilbage.
The Killers

I mellemgruppen findes bands som hippe Arcade Fire, hypede Klaxons, Basement Jaxx, trælse Mika, My Chemical Romance og vel også Artic Monkeys, selvom læren fra sidste år må være at smide dem på Orange Scene, som de så alligevel er for små til. Jeg falder her med min dybere musikalske uvidenhed fuldstændigt igennem men springer nok med på Arcade Fire og Aberne. Og måske kunne man få noget sjovt ud af en eye-liner og en efterskolelejr til Klaxons og My Chemical Romance. Men jeg er dog langt fra overbevist, endsige forelsket.
Arkadekrigerne

Så i år må jeg (igen) ty til de mindre, men dog veletablerede, navne af mere eller mindre lokal herkomst. Og jeg glæder mig da også til Moi Caprice, Peter, Björn og John, Rhonda Harris, Suspekt, Timbuktu, og Sort stue med piratkor (alene pga. navnet) på campinsscenen.

Herudover har jeg besluttet mig for at årets nye nærstudie og bekendtskab bliver The Brian Jonestown Massacre, som jeg har hørt og læst så meget godt om. At jeg så garanteret misser dem, til fordel for en solid teltbrandert, er en helt anden sag.

Brian Jonestown Massacre

For nok handler Roskilde også om musik, men når de indre dæmoner forhandler ud på eftermiddagen, bliver musikken ofte taberen. Og så er det heldigt, at årets festivalprogram ingen vil efterlade tilbage med den store, dårlige samvittighed.

Fryd over partisterne!

Skulle man, som jeg i mine mørkste stunder, komme i tvivl om, hvorvidt der kunne være noget om snakken, har den forløbne uge i den grad bidraget til fornyet klarsyn: Dansk Folkeparti er et småligt parti med små tissemænd i alt for små sko.

Egentligt er sagen slet ikke til diskussion. Kvinder må gå med tørklæder i Folketinget, indtil tingets præsidium beslutter sig for andet. Det er ikke et demokratisk anliggende. Og intruktører må uanfægtet lave film om vores homoseksuelle statsminister. Til hver en tid.

Indvandringsstop, danskhedstests og 24-årsregler kan retfærdiggøres af realpolitiske ræsonementer. Det er fint med mig. Det passer mig dog ikke så godt, når de retfærdiggørende fanebærere også tæller Pia, Krarup og Camre. Og det irriterer mig grænseløst, at jeg tvinges til at forholde mig til folkepartisterne, skulle jeg overveje at give Venstre eller Konservative mit demokratiske tilsagn. På den politiske bundlinje gør det ingen forskel, men det efterlader ridser i min forfængelighed. Og så bliver det personligt.

Ekstra befordrende er det så bare, når Krarup, Langballe og Camre skærer sagerne ud i pap og ingen tvivl efterlader om, at al diskussion om demokratiske principper rager dem lige så meget som Mellemfolkeligt Samvirke. I kan ganske enkelt ikke lide dem. I kan ikke lide deres hårfarve, og sådan er det.

Og fryd var det i den grad, da Pia K. for åben skærm gjorde op med sine standpunker fra sidste års tegningeeventyr, da hun torsdag aften skød med skarpt efter "denne højt besvungne snak om den kunsneriske frihed..." i forbindelse med den nye bøssefilm med Fogh i hovedrollen. Det havde altså ikke noget med ytringsfrihed at gøre dengang i fjor, men bundede såmænd bare i din egen primitive tilgang til omgangen med andre mennesker. Havde du dog bare sagt det klart og tydeligt dengang, Pia, så selv tosserne nede på bageste række kunne kende forskel på dig og Khader. Det handler om hårfarven og udelukkende om hårfarven. Og så også lidt lugten, selvfølgeligt.

Jeg efterlyser nu på sjette år en værdig opposition. Og nej, det var ikke dig, jeg mente, Thøger. At jeg så til hver en tid ville forvente et gengældt håndtryk fra Asmaa Abdol-Hamid, er en helt anden sag. Og den handler om pli og god opdragelse.

Tillykke, Ole!

Forleden tirsdag blev min allebedste barndomskammerat, Ole, far til en dreng. 3600 gr., 51 cm. og spillevende!

Ole tilbragte jeg stort set de første femten år af mit liv med, meget af tiden ude på Erik og Lis´ husmandssted i Onsted. Dér kunne en byknægt som jeg rigtigt få lov at boltre sig og blive mudret til. Med Ole skød jeg fugle, kogte hundelort over bål, pissede på hønsene, huggede hovedet af dem og smurte blod på hønsehuset. Og sammen røg vi osse vores første balle rapshalm, og senere delte vi en flaske vodka og røg i hegnet. Jo, Ole og jeg har flyttet fælles horisonter.

Nu er Ole så blevet far, og jeg har købt en ny skjorte. Fagre voksne verden!

Ole og hans kæreste, Rikke, har valgt at kalde drengen Anders, tilsyneladende efter den lokale dyrlæge i Onsted, Anders Øvlisen. Et fint valg i disse Valdermar-tider, synes jeg. Og tillykke!

Opdateringer

Nogle gange gider jeg, andre gange gider jeg ikke. Sådan er det med mig og min tilgang til tilværelsen i al almindelighed. Og nu gider jeg så igen, og flere opdateringer på bloggen vil følge.

Der har ellers været nok at opdatere om. Min allerbedste barndomskammerat, Ole, er blevet far, i går vandt vi den første kamp i serie 3 nogensinde, og i dag solgte jeg en sneakers til Jens Unmack, hvis nye plade jeg ofte nyder.

Flere opdateringer følger... Og så lige sådan en dér til de unge ;-)

/Plovmanden

På tur!

Vi var et sted omkring Hadsten, da realiteterne begyndte at gå op for mig. Konduktøren så mistroisk på mig og spurgte, om det var Hadsten jeg skulle til, eller hvad jeg havde tænkt mig. ”Horsens,” svarede jeg prompte, som ville Hadsten ændre størrelse og beliggenhed ved udtalen af det magiske kodeord. ”Så er du vist galt på den kammerat. For vi er på vej til Ålborg.” ”Vist,” sagde han. Så var der måske stadig en mulighed? ”Og i øvrigt stopper vi ikke i Hadsten men først i Randers”. Mulighed forduftet


Et uventet ophold på Randers station er de færreste forundt. Har man måske nogensinde hørt om dengang, hvor dronningen sov et stop og vågnede i Randers? Eller om dengang hvor Erik Klipping fortsatte ligeud i stedet for at dreje til venstre ad Viborgvej? Nej, Randers station er for de få. Pragtfuldt! Dog kan Randers station vise sig en kende besværlig, når man nu har en aftale om at slå græsplæner i Horsens.

Og vi fik slået det første forårsgræs. Først hjemme på Toften og siden ude i kolonihaven. Kolonihaver er forrygende! Og måske går jeg en dag i bedstefars fodspor og anskaffer mig et stykke jord nær en ringvej. Så vil jeg sidde der til lyden af fuglesang og blafrende dannebrog med den helt store pose med æbler og min lommekniv og bare spise løs, til syren bruser i flæsket på mig. Og med solen bagende ned i mit rødmossede ansigt. Og så vil jeg berette om min vilde færden, og om dengang jeg nær var blevet fanget af røvere og banditter i Randers. Pragtfuldt!

Ishockey

Mens vi venter på landskampen i morgen, fordriver jeg tiden med lidt navlepilleri og den store tv-pakke. På Zulu viser de ishockey, den syvende og sidste i semifinaleserien mellem Aab og Vojens. Og det leder mig uvilkårligt til at stoppe op og tænke lidt over livets forløb, og om det er det værd. Og er det så det, ishockey altså?

36 kampe måtte Herning igennem, før de kunne kalde sig vindere af grundspillet. 36 kampe måtte alle hold igennem før de alle, på nær et hold, var kvalificeret til slutspillet, hvor der så for de allerbedst egnede endnu spildes 20 kampe. Spændingen må have været ulidelig undervejs. Især kampene 2-35 i grundspillet må have trukket tænder ud - og dog? - hos spillere, fans og presse.

Jeg kan til nøds få øje på romantikken ved hockey på is, og det altidsnærværende voldsaspekt ved sporten tiltrækker mig bestemt også. Her skylder hockeykorsfarere Rob Lowe i firserfilmen Youngblood meget. Men Dean Youngblood spillede som bekendt også mod alle odds, måtte selv slibe sine skøjter og udelukkende leve af surstrømning før han kunne give Carl Racki et par på frakken og få trænerens smukke datter i enden. Der var med andre ord noget på spil. Det er der ikke i dansk iskockey, så udledningen må blive, at det ikke er det værd, ishockey altså. Kun den dag jeg sendes på skovhuggerophold af AF til Lapland eller Canada, tror jeg denne sport for alvor vil have en chance hos mig. Men så skal jeg også love, at det bliver for fuld udblæsning under påvirkning af skrå, snus og træsprit. Til da vil jeg glæde mig over, at der kun er godt et døgn til de sender rigtig sport på tv.

Den fremmede

Jeg har læst en bog.

Den fremmede er historien om en ung kontorassistent, der en dag mere eller mindre uforvarende skyder og dræber en mand. I fængslet løsrives han fra hverdagens trivialiteter, uden det dog påvirker hans måde at forholde sig til sig selv og omverdenen på. Mersault, som manden hedder, sætter sandheden over alt andet og lader sig ikke styre af andre menneskers forventninger og normer. Hvorfor skal man græde, hvis man ikke føler sorg? Hvorfor skal man angre, hvis ikke man fortryder et mord? Denne indstilling til livet fremstiller på en gang Mersault som en uengageret, ureflekteret barnagtig størrelse, men samtidigt som manden mod verden, der, om ikke retfærdigheden, har sandheden på sin side. Kyniker er han næppe. Han forstår ganske enkelt ikke rigigt meningen af, hvad der foregår omkring ham. En fremmedgjort antihelt.

Historien foregår i Algeriet i hovedpersonens eget tempo, der stemmer overens med klimaets sløvende, tætomsluttende varme. Intet forløber hurtigere, end man kan nå at dreje hovedet. Præcis så ukompliceret som Mersault selv. Dette til trods levner bogen nok at tænke over. Og med sin klassikerstatus er her en mulighed for at få noget litteraturhistorire under huden uden de store anstrengelser - Albert Camus' Den fremmede kan læses på under tre timer. God til flyveturen.

Taget med bukserne nede

Til kirkens folk og andre missionærere i opspind: følgende beretning rummer ingen referencer til upassende seksuelle eskapader, endsige hentydninger, overskriften til trods.

I bestræbelserne på at blive et større menneske påbegyndte jeg sidst passerede efterår at frekventere træningsfaciliteterne i den lokale svedbank, DGI-Huset. Min træningsmakker, S. Guacamole, og jeg udviklede hurtigt en fin ordning om at slå halv skade med huset, således at vi betalte halvdelen af gangene, og Huset gav den anden halvdel. Huset og vi var i lang tid glade for denne ordning.
Så hændte det, at Guacamole tog båden til Amerika - og at jeg næsten tog til Frankrig - så samarbejdet måtte ophøre. Selv vendte jeg dog tilbage og er nu oftest min egen træningsmakker. Hidtil har mit mod svigtet, flokdyr som jeg er, og jeg har ikke turdet andet end at tildrage Huset, hvad Huset har krav på. Indtil i dag.

Siden min mor snød os ind på Skanderborgfestivalen i 87 for at høre Total Petrolium og Keld og Hilda, og jeg stod som et rådyr paralyseret af billygterne dér midt i indgangen - men vi har jo ikke betalt mor, bævede seksåringen - har jeg næsten altid valgt at købe mig ro i sindet, hvor der kunne snydes. Det gælder to stop i bussen som indleveringen af en mindre formue i rejsevaluta fundet i Otto Duborg (doh!). Tanken om skammen ved at blive taget har holdt mig på dydens smalle sti. Undtagelser er forekommet i påvirket tilstand eller, som i DGI, i flok.

I dag skete det så. Jeg blev opdaget, taget og trukket gennem sølet. Da jeg skulle tilmelde mig træning var der, mod sædvane, fuldt booket på tilmeldingscomputeren i Huset. Forårskådhed forledte mig, og jeg valgte at genoptage efterårets ordning med huset. Bare for en enkelt gang, nu hvor jeg jo havde bevæget mig derned.

Træningen forløb fint, godt nok med lidt snakken i krogene, om at vi da vist var for mange i dag. Men bedst som jeg stod midt i sidste øvelses andet sæt og glædede mig over mit vellykkede forehavende, blussede skammen op i mit indre. "Må jeg bede om dit navn," lød en myndig stemme bagfra. Jeg vendte mig, kiggede på fitnessmandens blok uden skyggen af navnet Plovmand, mens jeg som en gal spekulerede på plan b. Jeg fik fremstammet, at jeg havde tilmeldt mig holdet forinden og da vist var kommet til at gå lidt over tiden, og at jeg da godt kunne se, at det ikke var så smart, når der nu var så mange her...
Heldigvis er folkene nede i Huset af en usædvanlig, godtroende radikal afstamning, så jeg slap nogenlunde fra det. Om han tjekkede mig ved jeg ikke, for væk var jeg lynhurtigt og dét uden det bad, som jeg jo heller ikke havde betalt for. Men stor var skammen, og så helt alene.

Siden har skæbnen kun straffet mig. Efter at have stået et kvarter i Nettokø nåede jeg frem til kassen kun for at erfare, at dankortet lå hjemme ved siden af computeren. I al hast og med sulten i hælene sprintede jeg op ad Bruunsgade og videre venstre rundt om Pauls kirke for at hente kortet. Men ikke så snart jeg befandt mig i Pontoppidansgade, mødtes jeg af en øredøvende larm. Min opgang omringet af ordensmagten! Og ikke nok med det, de havde også medbragt horninstrumenter og trommer til overflod. Ved nærmere eftersyn var der tale om Horsens Politiorkester, der for fuld udblæsning fejrede min runde underbo, men forhindrede min indgang. Pænt måtte jeg stå sulten og vente med påtaget trækken på smilebåndet og blodet fossende ud ad ørene. Anerkendelsen af nemesis i fuldt forårsflor var total.

Nørrebro

En navngiven ung lokal ballademager og hans kammerat menes at stå bag ildspåsættelserne, der natten til lørdag rystede Danmark. Biler og containere blev sat i brand, ligesom også en lokal skole og en carport stod for skud.
Ifølge Ritzau skulle der ingen sammenhæng være mellem optøjerne i Hjørring og uro øvrige steder i landet i den forløbne weekend.

Normalt ånder verden fred og ro i Hjørring, weekendens hændelser er en undtagelse, påpeger ordensmagten. Her ses Springvandspladsen i midtbyen.

So long, Sailor!

På en dag, hvor dronningens København står i bål og brand, er rock'n'roll-kongen Brandenburg stille sovet ind. Otto Herman Max Brandenburg blev kendt i en ung alder som frontmand i firetaktsensemblet Four Jacks og fik for alvor sit folkelige gennembrud med vindersangen To lys på et bord ved Dansk Melodi Grand Prix i 1960. Siden har Brandenburg bidraget med slagere som To kammerater til hest, Søren Banjomus, Susanne, Birgitte og Hanne og Når en sailor går i land til den danske nationale sangskat. Mange arvtagere af denne skylder Brandenburg meget.

Otto Brandenburg modtog en bodil for sin rolle som kranfører Ole i Gummi Tarzan (1981).

Med rock'n'roll som springbræt indledte Otto Brandenburg sin filmkarriere, hvor han udførte uforglemmelige biroller i film som Styrmand Karlsen (1958), Guld til præriens skrappe drenge (1971), I tyrens tegn (1974), Gummi Tarzan (1981) og Riget I-II (1994/97). Op i mod 50 spillefilm over mere end 40 år blev det til for Brandenburg, som således blev leverandør af både lyd og billede til mangen en festlig lejlighed.

Folkekær på godt og ondt. Uforglemmelig for sine sange og charme men også for historier, der må følge i kølvandet, når en rigtig sailor går i land. Den legendariske optræden på Tunøfestivalen 1994 er én blandt flere. Rigeligt med romsjusser på færgen fra fastlandet gjorde Brandenburg ukampdygtig i en sådan grad, at han efter 25 minutters mumleri måtte hjælpes ned fra scenen under højlydte mishagsytringer fra publikum. Senere måtte også ordensmagten erfare, at man kan slå sig på søfolk, hvis ikke der holdes afstand. Brandenburg forstod om nogen at gå planken ud. Lykke til på rejsen, sømand!

Arbejd, Arbejd!

I morgen skal jeg på arbejde. Selv om jeg ofte påstår det modsatte, kan jeg godt lide at arbejde. Det er rigtigt, at jeg er bedst til at holde fri. Men samtidigt længes jeg også efter at arbejde, når jeg har holdt meget fri. Og fri det har jeg holdt en del af på det sidste, selvom jeg da både er på skolen hver dag og også får penge for det. Men sådan et rigtigt arbejde, hvor man er helt udkørt, når dagen er omme, er det nu ikke.

Jeg har haft meget forskelligt slags arbejde i mit unge liv. Bedst var velmagtsdagene som salgsaspirant på Statoil. Det var dengang VI styrede butikken. Det var dengang chefen tålmodigt lod mig få en halv time mere på siden inde under hans skrivebord efter et drukorgie, inden han kaldte mig ud bag kassen. Det var dengang vaskehallen blev brugt til ølstafet og horehus. Det var dengang, der stod svinehjerter på menuen i stedet for rundstykker søndag morgen. Det var tider.

Værst var helt sikkert et meget kort ophold på en genbrugsstation for kasserede køleskabe og frysere. Ikke fordi jeg arbejdede med andres affald - jeg havde senere et tre ugers pragtfuldt forløb på en renovation ude i Tilst - men fordi stanken af råddent kød gik lige i brækcenteret på mig. Det er ikke rart at smøre madpakke om morgenen, når det hele alligevel ender på fliserne om eftermiddagen. De havde i øvrigt fundet en død hund i én af fryserne et par dage før min ankomst.

Ellers er min arbejdende tilværelse forløbet med diverse tjenertjanser, lagerjobs, tømning af Larsen-containere og en funktion som videoafspiller i vhs-alderens sene periode.

I morgen stempler jeg så ind lidt i syv, hilser på den lettere korpulente fyr med guldtand i undermunden, som skal sætte mig i gang med arbejdet på plastfabrikken. Og i morgen aften hader jeg at arbejde. Så vil jeg glæde mig til vinterferien er slut, og jeg igen befinder mig på skolen med al fritiden til følge.

Blokvognen ruller!

Så er blokvognen efter lange forhandlinger med hjemmesiden google.com endeligt i luften. De´herrer redaktører, Peter Plovmand og Gunvald Larsson, vil løbende opdatere bloggen med artikler, kommentarer og hverdagshistorier. Undertiden vil materiale fra gæsteskribenter forekomme, hvor disse menneskers ekspertise vurderes at kunne løfte bloggen til nye højder. Velkommen til Blokvognen.

Plovmand og Larsson