Fryd over partisterne!

Skulle man, som jeg i mine mørkste stunder, komme i tvivl om, hvorvidt der kunne være noget om snakken, har den forløbne uge i den grad bidraget til fornyet klarsyn: Dansk Folkeparti er et småligt parti med små tissemænd i alt for små sko.

Egentligt er sagen slet ikke til diskussion. Kvinder må gå med tørklæder i Folketinget, indtil tingets præsidium beslutter sig for andet. Det er ikke et demokratisk anliggende. Og intruktører må uanfægtet lave film om vores homoseksuelle statsminister. Til hver en tid.

Indvandringsstop, danskhedstests og 24-årsregler kan retfærdiggøres af realpolitiske ræsonementer. Det er fint med mig. Det passer mig dog ikke så godt, når de retfærdiggørende fanebærere også tæller Pia, Krarup og Camre. Og det irriterer mig grænseløst, at jeg tvinges til at forholde mig til folkepartisterne, skulle jeg overveje at give Venstre eller Konservative mit demokratiske tilsagn. På den politiske bundlinje gør det ingen forskel, men det efterlader ridser i min forfængelighed. Og så bliver det personligt.

Ekstra befordrende er det så bare, når Krarup, Langballe og Camre skærer sagerne ud i pap og ingen tvivl efterlader om, at al diskussion om demokratiske principper rager dem lige så meget som Mellemfolkeligt Samvirke. I kan ganske enkelt ikke lide dem. I kan ikke lide deres hårfarve, og sådan er det.

Og fryd var det i den grad, da Pia K. for åben skærm gjorde op med sine standpunker fra sidste års tegningeeventyr, da hun torsdag aften skød med skarpt efter "denne højt besvungne snak om den kunsneriske frihed..." i forbindelse med den nye bøssefilm med Fogh i hovedrollen. Det havde altså ikke noget med ytringsfrihed at gøre dengang i fjor, men bundede såmænd bare i din egen primitive tilgang til omgangen med andre mennesker. Havde du dog bare sagt det klart og tydeligt dengang, Pia, så selv tosserne nede på bageste række kunne kende forskel på dig og Khader. Det handler om hårfarven og udelukkende om hårfarven. Og så også lidt lugten, selvfølgeligt.

Jeg efterlyser nu på sjette år en værdig opposition. Og nej, det var ikke dig, jeg mente, Thøger. At jeg så til hver en tid ville forvente et gengældt håndtryk fra Asmaa Abdol-Hamid, er en helt anden sag. Og den handler om pli og god opdragelse.