Thursday, March 1, 2007

So long, Sailor!

På en dag, hvor dronningens København står i bål og brand, er rock'n'roll-kongen Brandenburg stille sovet ind. Otto Herman Max Brandenburg blev kendt i en ung alder som frontmand i firetaktsensemblet Four Jacks og fik for alvor sit folkelige gennembrud med vindersangen To lys på et bord ved Dansk Melodi Grand Prix i 1960. Siden har Brandenburg bidraget med slagere som To kammerater til hest, Søren Banjomus, Susanne, Birgitte og Hanne og Når en sailor går i land til den danske nationale sangskat. Mange arvtagere af denne skylder Brandenburg meget.

Otto Brandenburg modtog en bodil for sin rolle som kranfører Ole i Gummi Tarzan (1981).

Med rock'n'roll som springbræt indledte Otto Brandenburg sin filmkarriere, hvor han udførte uforglemmelige biroller i film som Styrmand Karlsen (1958), Guld til præriens skrappe drenge (1971), I tyrens tegn (1974), Gummi Tarzan (1981) og Riget I-II (1994/97). Op i mod 50 spillefilm over mere end 40 år blev det til for Brandenburg, som således blev leverandør af både lyd og billede til mangen en festlig lejlighed.

Folkekær på godt og ondt. Uforglemmelig for sine sange og charme men også for historier, der må følge i kølvandet, når en rigtig sailor går i land. Den legendariske optræden på Tunøfestivalen 1994 er én blandt flere. Rigeligt med romsjusser på færgen fra fastlandet gjorde Brandenburg ukampdygtig i en sådan grad, at han efter 25 minutters mumleri måtte hjælpes ned fra scenen under højlydte mishagsytringer fra publikum. Senere måtte også ordensmagten erfare, at man kan slå sig på søfolk, hvis ikke der holdes afstand. Brandenburg forstod om nogen at gå planken ud. Lykke til på rejsen, sømand!

5 comments:

Sole Bugge Møller said...

Jeg er lykkelig for at få æren af, at være den første til at smide en kommentar på denne fantastiske side du har fået dig. Det er jo Clement Direkte på skrift. Pragtfuldt.
Jeg nød i øvrigt din beskrivelse af madpakken der endte på fliserne. Anmelderne giver dig fire stjerner. Da capo, da capo.

Og få så lige åbnet op for anonyme kommentarer på det her site! Jeg vil have lov til at svine dig til under et andet navn...

Plovmand said...

Og jeg er lykkelig for, at netop du er den første til smide en kommentar (så kom du før Troels, som er den anden, der ved, den eksisterer...).

Vedr. Otto er jeg efterfølgende blevet opmærksom på et hav af sømandsannedorther. Som f.eks. under en legendarisk druktur, hvor han fik forvildet sig ind på Cafe Masken. Her fandt Otto ud af, at han var på en bøssebar, hvorefter han gik berserk og kastede deres fadølsanlæg mod væggen..

Har åbnet for kommentarsluserne. Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvor man ændrer tiden.

Anonymous said...

Jamen du må da lave et PR-arbejde for siden - det er det mindste du kan gøre for Otto B's minde.
Herligt med flere anekdoter - jeg tror det er en uudtømmelig kiste, hvis du først får åbnet op der... Der må også være flere skandaler med nogle damer.

Anonymous said...

...Sal Paradise

Anonymous said...

behovet for at se:)