Taget med bukserne nede

Til kirkens folk og andre missionærere i opspind: følgende beretning rummer ingen referencer til upassende seksuelle eskapader, endsige hentydninger, overskriften til trods.

I bestræbelserne på at blive et større menneske påbegyndte jeg sidst passerede efterår at frekventere træningsfaciliteterne i den lokale svedbank, DGI-Huset. Min træningsmakker, S. Guacamole, og jeg udviklede hurtigt en fin ordning om at slå halv skade med huset, således at vi betalte halvdelen af gangene, og Huset gav den anden halvdel. Huset og vi var i lang tid glade for denne ordning.
Så hændte det, at Guacamole tog båden til Amerika - og at jeg næsten tog til Frankrig - så samarbejdet måtte ophøre. Selv vendte jeg dog tilbage og er nu oftest min egen træningsmakker. Hidtil har mit mod svigtet, flokdyr som jeg er, og jeg har ikke turdet andet end at tildrage Huset, hvad Huset har krav på. Indtil i dag.

Siden min mor snød os ind på Skanderborgfestivalen i 87 for at høre Total Petrolium og Keld og Hilda, og jeg stod som et rådyr paralyseret af billygterne dér midt i indgangen - men vi har jo ikke betalt mor, bævede seksåringen - har jeg næsten altid valgt at købe mig ro i sindet, hvor der kunne snydes. Det gælder to stop i bussen som indleveringen af en mindre formue i rejsevaluta fundet i Otto Duborg (doh!). Tanken om skammen ved at blive taget har holdt mig på dydens smalle sti. Undtagelser er forekommet i påvirket tilstand eller, som i DGI, i flok.

I dag skete det så. Jeg blev opdaget, taget og trukket gennem sølet. Da jeg skulle tilmelde mig træning var der, mod sædvane, fuldt booket på tilmeldingscomputeren i Huset. Forårskådhed forledte mig, og jeg valgte at genoptage efterårets ordning med huset. Bare for en enkelt gang, nu hvor jeg jo havde bevæget mig derned.

Træningen forløb fint, godt nok med lidt snakken i krogene, om at vi da vist var for mange i dag. Men bedst som jeg stod midt i sidste øvelses andet sæt og glædede mig over mit vellykkede forehavende, blussede skammen op i mit indre. "Må jeg bede om dit navn," lød en myndig stemme bagfra. Jeg vendte mig, kiggede på fitnessmandens blok uden skyggen af navnet Plovmand, mens jeg som en gal spekulerede på plan b. Jeg fik fremstammet, at jeg havde tilmeldt mig holdet forinden og da vist var kommet til at gå lidt over tiden, og at jeg da godt kunne se, at det ikke var så smart, når der nu var så mange her...
Heldigvis er folkene nede i Huset af en usædvanlig, godtroende radikal afstamning, så jeg slap nogenlunde fra det. Om han tjekkede mig ved jeg ikke, for væk var jeg lynhurtigt og dét uden det bad, som jeg jo heller ikke havde betalt for. Men stor var skammen, og så helt alene.

Siden har skæbnen kun straffet mig. Efter at have stået et kvarter i Nettokø nåede jeg frem til kassen kun for at erfare, at dankortet lå hjemme ved siden af computeren. I al hast og med sulten i hælene sprintede jeg op ad Bruunsgade og videre venstre rundt om Pauls kirke for at hente kortet. Men ikke så snart jeg befandt mig i Pontoppidansgade, mødtes jeg af en øredøvende larm. Min opgang omringet af ordensmagten! Og ikke nok med det, de havde også medbragt horninstrumenter og trommer til overflod. Ved nærmere eftersyn var der tale om Horsens Politiorkester, der for fuld udblæsning fejrede min runde underbo, men forhindrede min indgang. Pænt måtte jeg stå sulten og vente med påtaget trækken på smilebåndet og blodet fossende ud ad ørene. Anerkendelsen af nemesis i fuldt forårsflor var total.