Den fremmede

Jeg har læst en bog.

Den fremmede er historien om en ung kontorassistent, der en dag mere eller mindre uforvarende skyder og dræber en mand. I fængslet løsrives han fra hverdagens trivialiteter, uden det dog påvirker hans måde at forholde sig til sig selv og omverdenen på. Mersault, som manden hedder, sætter sandheden over alt andet og lader sig ikke styre af andre menneskers forventninger og normer. Hvorfor skal man græde, hvis man ikke føler sorg? Hvorfor skal man angre, hvis ikke man fortryder et mord? Denne indstilling til livet fremstiller på en gang Mersault som en uengageret, ureflekteret barnagtig størrelse, men samtidigt som manden mod verden, der, om ikke retfærdigheden, har sandheden på sin side. Kyniker er han næppe. Han forstår ganske enkelt ikke rigigt meningen af, hvad der foregår omkring ham. En fremmedgjort antihelt.

Historien foregår i Algeriet i hovedpersonens eget tempo, der stemmer overens med klimaets sløvende, tætomsluttende varme. Intet forløber hurtigere, end man kan nå at dreje hovedet. Præcis så ukompliceret som Mersault selv. Dette til trods levner bogen nok at tænke over. Og med sin klassikerstatus er her en mulighed for at få noget litteraturhistorire under huden uden de store anstrengelser - Albert Camus' Den fremmede kan læses på under tre timer. God til flyveturen.