Ishockey

Mens vi venter på landskampen i morgen, fordriver jeg tiden med lidt navlepilleri og den store tv-pakke. På Zulu viser de ishockey, den syvende og sidste i semifinaleserien mellem Aab og Vojens. Og det leder mig uvilkårligt til at stoppe op og tænke lidt over livets forløb, og om det er det værd. Og er det så det, ishockey altså?

36 kampe måtte Herning igennem, før de kunne kalde sig vindere af grundspillet. 36 kampe måtte alle hold igennem før de alle, på nær et hold, var kvalificeret til slutspillet, hvor der så for de allerbedst egnede endnu spildes 20 kampe. Spændingen må have været ulidelig undervejs. Især kampene 2-35 i grundspillet må have trukket tænder ud - og dog? - hos spillere, fans og presse.

Jeg kan til nøds få øje på romantikken ved hockey på is, og det altidsnærværende voldsaspekt ved sporten tiltrækker mig bestemt også. Her skylder hockeykorsfarere Rob Lowe i firserfilmen Youngblood meget. Men Dean Youngblood spillede som bekendt også mod alle odds, måtte selv slibe sine skøjter og udelukkende leve af surstrømning før han kunne give Carl Racki et par på frakken og få trænerens smukke datter i enden. Der var med andre ord noget på spil. Det er der ikke i dansk iskockey, så udledningen må blive, at det ikke er det værd, ishockey altså. Kun den dag jeg sendes på skovhuggerophold af AF til Lapland eller Canada, tror jeg denne sport for alvor vil have en chance hos mig. Men så skal jeg også love, at det bliver for fuld udblæsning under påvirkning af skrå, snus og træsprit. Til da vil jeg glæde mig over, at der kun er godt et døgn til de sender rigtig sport på tv.